Vis værker  ⋅  CV  ⋅  Udstillinger

Det er de store fortællinger, der optager Esben Hanefelt Kristensen, og det betyder, at han med minutiøs pensel og inspirerende pen både er billed- og sprogskaber.

Penselsproget med den unikke og næsten ufattelige detaljerigdom leder tankerne mod ”Tusinde og en nat”, men det er egentlig ikke Østens mystik, der optager Esben Hanefelt – snarere Bibelens og mytologiens uudtømmelige inspiration.

Der er ingen tvivl om, at der i de fantastiske malerier er gjort brug af alle farver i paletten, men det er samtidig meget kendetegnende for Esben Hanefelt, at det er den blå farve, der dominerer. Det er himmel og hav, der afspejles i det fabulerende univers, som vist ikke altid er planlagt, men som vokser ud af fantasiens verden i samklang med det skrevne sprog.

Billedmaterialet er en sand guldgrube af detaljer, som i den grad appellerer til fantasien hos både børn og voksne. Man kan vælge at betragte billederne som helheder, men et hurtigt gennemsyn er næsten en umulig opgave – fordi der et sted gemmer sig en fugl, en blomst, et krondyr eller en sultan, en påfugl og måske en fisk, der hver for sig tiltrækker sig opmærksomheden som en lille del af helhedens billedværk.

Esben Hanefelt arbejder med hurtigttørrende akrylfarver og meget fine pensler.

”Farverne kan ikke forgå eller falme, forklarer han, men det betyder også, at jeg skal arbejde hurtigt. Det er jo hele fornøjelsen, at detaljerne kommer lige her og nu – uden skitser, det hele dukker bare op”.

Det er billeder, som er eventyr i sig selv. Ind imellem indrammet af ornamenter, sirlige kakkelrammer, sære skrifttegn, som sikkert for de kyndige har betydning, (jeg ved, at der på en af kejserkøkkenets krydderikrukker, står gurkemeje) – men som også bidrager til den mysticisme og nysgerrighed, som billedværkerne udstråler.

Esben Hanefelt Kristensens spændende malerier lægger op til både samtale og diskussion mellem både små og store mennesker. Uden at være docerende eller politiske har værkerne en poetisk mangfoldighed, hvor alvoren også har sat sine finurlige spor.

Af Lise Barsøe, kunstjournalist ved KUNSTAVISEN